Assistance til danske Jenser
32 årige Maibritt Stentoft er netop fløjet ned til de danske soldater i KosovoØverst i rygsækken ligger solbrillerne, solcremen og Biblen. I sidste uge rejste Maibritt Stentoft til et varmt Kosovo for at overtage ledelsen af soldaterhjemmet ved Camp Olaf Rye.
Her skal hun skabe en hyggelig dagligstue for de 500 danske Jenser og sørge for, at der altid er kaffe og kage på bordet. Det skal være en hjemlig atmosfære, hvor der er tid og plads til at lægge øre til snakke med de soldater, der gerne vil have en til at lytte. Erfaringen er, at det er dejligt at have et andet menneske at tale med, der ikke er kollega i hæren. Det får en ny betydning, når man er langt væk hjemmefra og fx får en mail fra kæresten, der pludselig har fundet en anden.
Maibritt er parat til at bestride jobbet. Hun kender soldaterlivet som sin egen uniformslomme efter at have taget den to-årige uddannelse som reserveofficer i hæren. Nu er hun ansat af Soldatermissionen i seks måneder som soldaterhjemsleder. Uniformen har hun med, men kun til brug uden for Camp Olaf Rye ved mere officielle lejligheder. Til daglig er hun i civil.
Maibritt skal bl.a. holde en daglig andagt for soldaterne på soldaterhjemmet. Hun vil tale direkte til soldaterne på et sprog, de forstår. I følge soldaterhjemslederen behøver de ikke være bibelkyndige for at forstå det, hun siger. Og hun ved, hvad hun taler om.
Det er ikke længe siden, at hun selv sagde et varmt ja tak” til Gud:
– Jeg havde levet efter devisen om, at enhver er sin egen lykkes smed i over 30 år, da det gik op for mig, hvor skrøbeligt mit livsfundament i virkeligheden var. Pludselig blev jeg grebet af angst for at miste alt det, som jeg møjsommeligt havde arbejdet på at opnå og som gav mit liv mening. Jeg måtte have noget ind i mit liv, som ingen kunne tage fra mig. Så jeg besluttede at drage Gud ind i det, fordi jeg vurderede, at Han nok var den eneste, jeg kunne sætte min lid til hvis alt andet svigtede, siger Maibritt Stentoft og hun fortsætter:
– Jesus bor ved troen i mit hjerte og har forvandlet mit liv i en grad, jeg ikke forstår. Men jeg kan kun glæde mig over, at Han ikke er begrænset af, hvad jeg kan forstå. Jeg har bedt Gud om at bruge mig til at hjælpe andre, som ønsker at opleve Guds fred og forvandling i deres liv. Så derfor har jeg nu lagt karrieren på hylden og drager til Kosovo for at dele ud af det, Gud har givet mig – nemlig en uudtømmelig kilde af glæde gennem troen på Jesus Kristus, som den levende Guds søn, der har omsorg for hver enkelt af os.
Da Maibritt så Soldatermissionens annonce om en leder til Kosovo, var hun ikke i tvivl. I et stykke tid havde hun overvejet at skifte job. Ideen var der bare ikke.
– Jeg følte mig lidt torskedum over, at jeg slet ikke før havde tænkt i soldaterhjemsbaner. Det passer lige til mig, lyder det fra en opløftet Maibritt.
Hun er uddannet civiløkonom, og inden hun rejste, havde hun godt gang i karrieren som produktionsleder i Post Danmark, hvor driftsplanlægning og persononalepleje var nøgleord i en travl dagligdag. Arbejdstiderne skiftede, og det samme gjorde bunkens størrelse af breve, som Post Danmark skulle håndtere. Det var en spændende tid.
– Selv om det er vemodigt at skulle forlade mine 120 medarbejdere og gode kolleger i Post Danmark, glæder jeg mig til at føre traditionerne omkring soldaterhjemmet videre. Ikke mindst fordi jeg selv i sin tid havde stor fornøjelse af at komme på KFUMS soldaterhjem, siger hun, og mindes for nogle år siden, da hun ofte var gæst på soldaterhjemmet i Sønderborg, mens hun gik på sergentskolen.
Siden januar har hun været i praktik på soldaterhjemmene i Gothersgade i København og Høvelte i Nordsjælland, hvor hun mødte flere af de soldater, der rejser til Kosovo senere på foråret. Det var fint at få opfrisket lidt soldaterliv inden afrejsen.
Soldaterhjemmet i Kososvo har åbent fra kl. 9 – 23, og siden det blev etableret i maj sidste år, har der været mange besøgende. Selv om der kun er 40 kvardratmeter er der plads til at spille, se tv, hygge sig, sidde i ro og mag og snakke fortroligt med et andet menneske. Maibritt får nok at se til. For soldaterhjemmet er åbent alle ugens syv dage. Det er første gang, at Soldatermissionen udsender en kvindelig leder og ikke et lederpar.
Visonen er at skabe et hjem for soldaterne. Og på spørgsmålet, om ikke der er et problem i, at den nye soldaterhjemsleder er single og kvinde, når hun skal arbejde som sjælesørger for de mange mandlige soldater, svarer hun lattermildt:
– Jeg er opmærksom på, den opgave jeg har. Men nu er jeg jo noget ældre end de fleste af soldaterne, så mon ikke de opfatter mig mere som en gammel kone på 32 år eller i bedste fald en søster, griner den nyansatte soldaterhjemsleder, der vist kan magte lidt af hvert.
– Gennem lederjobbet i Post Danmark har jeg oplevet mange forskellige situationer også med ansatte, der havde problemer. Det er medvirkende til, at jeg føler mig godt rustet til at håndtere jobbet.
Maibritt er ikke bange for at arbejde i Kosovo.
– Det er ikke specielt farligt, selv om det vel et eller andet sted er en tikkende bombe. Jeg synes ikke faremomentet er noget problem overhovedet. Ellers ville jeg heller ikke have søgt jobbet. Jeg har fået udleveret samme udrustning som de danske soldater, fx sovepose, ABC-maske (en gasmaske i tilfælde af tåregas o.lign) og fragmentationsvest (som beskyttelse mod granatsplinter og projekiler). For i den yderste situation at kunne overleve. Men som civil bærer jeg selvfølgelig ikke våben.
– Jeg regner med at få en totaloplevelse i Kosovo. Jeg glæder mig mest til at snakke lidt om Gud og til den gode stemning, som den danske lejr der nede har ry for at have. Det er jo et lidt utraditionelt job, jeg har, men jeg regner ikke med at møde sure miner. Flere soldater, end man tror, er glade for at have et kristent soldaterhjem som nabo.
Hvad jeg skal lave om seks måneder? Så håber jeg, der er brug for mig på et soldaterhjem i Danmark, lyder det overbevisende fra Maibritt. I dag på job i Kosovo. For at gøre en forskel.
